Udflugter og oplevelser i Krabi
Udflugter og oplevelser i Krabi og Phang Nga-bugten
Krabi har længe været populær på grund af sit smukke landskab og sine strande. De store kalkstensklipper og -toppe står dramatisk over de smukke strande og de mange småøer i Phang Nga-bugten. Man bør dog først og fremmest besøge Krabi for de mange muligheder for udflugter og oplevelser.
Krabi ligger ud til Phang Nga-bugten, hvor en af Thailands største mangroveskove findes. Her venter et utal af småøer samt imponerende kalkstensklipper og bjerge. Fastlandet byder også på spektakulære landskaber med masser af oplevelsesmuligheder. Derfor kan du opleve alverdens udflugter i Krabi – uanset om du vil trekke, sejle kajak eller cykle. Eller om du foretrækker roligere oplevelser som øhop på de smukke bounty-øer, street food-ture eller afslapning i junglens varme kilder.
Alle udflugter, du ser her, er arrangeret af ansvarlige og plastikfrie operatører, der arbejder for low impact tourism. Derfor kan du nyde dine oplevelser med ro i sindet, velvidende at arrangørerne tager hensyn til både natur, miljø og lokalsamfund.
Oplev James Bond Island og Phang Nga-bugten i havkajak
Tag en dag ud med en traditionel longtail-båd, og oplev flere af Phang Nga-bugtens højdepunkter. Turen starter med en sejltur til den berømte ø Koh Tapu, bedre kendt som James Bond Island. Øen blev verdenskendt gennem James Bond-filmen The Man with the Golden Gun fra 1974. Udforsk den lille ø, og tag et par billeder af den ikoniske kalkstenklippe, der rejser sig dramatisk fra havet.
Ved frokosttid gøres der stop ved den fascinerende flydende landsby Koh Panyee – en landsby bygget på vandet i det 18. århundrede af et lille javanesisk samfund. Siden har beboerne levet her på vandet og ernæret sig primært af fiskeri. I dag har landsbyen både skole, fodboldbane og alle nødvendige faciliteter for et lille samfund. I får en rundtur i landsbyen, inden der serveres dagens frokost.
Efter Koh Panyee fortsætter sejlturen ud i bugten, hvor der bliver tid til at udforske området fra en havs-kajak. Ved Lod Cave kan I ro ind i grotten og opleve det fascinerende tempel Wat Suwana Kuha, også kendt som “Abetemplet”. Her findes en imponerende 15 meter lang liggende Buddha inde i den store grotte.


Øhop og fænomenet Thale Waek
Tag en dag ud med en longtail-båd, og oplev nogle af Phang Nga-bugtens smukkeste øer og strande. En rolig dag på vandet, hvor du kan slappe af, snorkle og opleve bugtens unikke natur, herunder det fascinerende fænomen Thale Waek.
Udflugten starter med et besøg på den imponerende Railay Beach, omgivet af enorme kalkstensklipper. Her bliver der tid til at udforske Phra Nang Cave og nyde stranden, inden turen går videre til øerne.
Fra Railay sejler du videre til den smukke ø Koh Poda, hvor du kan snorkle ved det farverige koralrev. Mens du snorkler og slapper af, bliver der gjort klar til en skøn frokost på stranden. Lave borde, små bambusmåtter og parasoller opstilles, mens en lækker thailandsk frokost serveres.
Efter en afslappende strandtur på Koh Poda fortsætter turen til Koh Gai, også kendt som Kyllingeøen, og videre til Koh Tub og Koh Moor for at opleve Thale Waek. Dette naturfænomen, også kendt som “det delte hav”, skaber en smal sandbanke, der midlertidigt forbinder de tre øer – et spektakulært syn, du ikke må gå glip af. Her kan du gå på den midlertidige strand, bade ved den bløde sandstrand og nyde en forfriskende drink.


Madoplevelser med streetfood i Muang Krabi – Krabi Town
Sydthailand er anderledes end resten af landet, både hvad angår landskab, kultur og køkken. Maden afspejler Sydthailands nære forbindelser til Indien, Java og Malaysia gennem tiden. Ligesom de allestedsværende kokosnødder ofte indgår i maden, hvor kokosmælken bruges til supper og karryretter, mens olien anvendes til stegning. Både cashewnødder og ananas indgår også ofte i retterne.
Derfor er streetfood-ture altid en interessant oplevelse i Krabi og en udflugt, man bør overveje. Maden siger meget om regionen og er en sjov måde at få lidt kultur på rejsen. I Krabi By kan du finde steder, hvor thailænderne selv spiser. Her er rigeligt med sælgere, og man kan prøve de lokale delikatesser, som provinsbyen har at byde på. Overvej derfor en aften med guide i Krabi By og prøv de gode streetfood-retter.
Udflugten gør dog først et stop ved et af byens vartegn og en rolig gåtur langs floden, hvor man kan få lidt af atmosfæren med. Der bliver også gjort et stop ved Khao Kanab Nam, Krabis mest kendte vartegn. De to høje kalkstensklipper står som en imponerende port over floden.
Når det kommer til aftensmaden, bliver der tid til at prøve retter som de populære Look Chin Ping – dybstegte kødboller med urter og dyppelse – og Tod Mun Pla, en thailandsk fiskefrikadelle. Derudover kan man prøve forskellige lokale specialiteter ved de mange boder og små gadekøkkener samt afslutte med lidt dessert og Thai chai-te.
Vil man have et lille stykke Thailand med hjem, kan man også overveje et madlavningskursus. Her kan man lære at lave de thailandske karrypastas fra bunden eller hjemmelavede forårsruller.


Smukke Koh Hong og lagunen i havet
Koh Hong er en af de smukkeste øer i Phang Nga-bugten og en skøn udflugt fra Krabi. De høje kalkstensklipper rejser sig på imponerende vis lige op af havet, og det krystalklare vand er fantastisk indbydende til en svømmetur i de smukke omgivelser. Koh Hong betyder “øen med rummet” og har fået sit navn efter den idylliske lagune i øens midte.
Øen er en betagende naturoplevelse i Krabi og kan besøges på flere forskellige udflugter. Man kan vælge en rolig tur og sejle til øen med speedbåd eller longtailbåd. Herefter kan du blot slappe af, snorkle eller tage en lille vandretur på øens 800 meter lange sti. Øen har et rigt dyreliv, så hold øjnene åbne, og du kan være heldig at se de store flyvende hunde eller varaner, der tager en pause fra svømmeturen. Turen kombineres ofte med øerne Koh Pakbia og Koh Lao Ladding.
Vil du udforske øen på egen hånd, kan du tage en tur i havkajak og selv sejle ind i øens lagune og komme helt tæt på de høje kalkstensklipper rundt om øen.
Fælles for alle turene er, at du kan nyde stranden, slappe af og snorkle ved revet. Der serveres også en frokost på stranden på hyggelige bambusmåtter og lave borde, hvor man kan nyde lidt thaimad. En skøn dag med oplevelser i Krabi ved vandet.


Mangroveskove og kajakoplevelser i Krabi
Krabi-provinsen er hjemsted for flere store mangroveskove og giver virkelig interessante muligheder for aktive oplevelser i Krabi. Det særlige økosystem på grænsen mellem land og vand er hjem for et rigt og varieret dyreliv, og det er en oplevelse for sig at bevæge sig ind i det tætte buskads.
Her kan du se aber, fugle, flyvende hunde, padder, slanger og meget andet. Det tætte vildnis gør, at man kan komme ganske tæt på det vilde liv – nogle gange også tættere, end du måske lige ønsker. Bambus Rejser tilbyder udflugter til to områder i Krabi, hvor du kan sejle kajak i mangroveskoven. Begge tilbydes som enten heldags- eller halvdagsoplevelser.
Krabis mangrovelabyrint – Ao Thalane
Ao Thalane er et af de mest spændende områder at opleve mangroveskoven i Krabi. Her kan du udforske et varieret landskab af vandveje – fra havet gennem kalkstensklipper til mangrovens brakvand og videre til en smaragdgrøn ferskvandsflod. Undervejs kan du padle gennem den tætte natur med gode muligheder for at spotte aber, dyndspringere, krabber og forskellige fuglearter.
Området kaldes også “mangrovelabyrinten” på grund af sine mange forgrenede vandveje, der kan udforskes fra kajakken. Ruten ændrer sig afhængigt af tidevandet, og ved lavvande dukker sandbanker op mellem fastlandet og mangroveskoven, hvilket giver et unikt indblik i økosystemet. Til frokost serveres et lokalt måltid på en restaurant, hvorefter turen kan fortsætte med en sidste stop ved Klong Sa Kaew – en krystalklar ferskvandsflod, der snor sig gennem junglen.


Grotter og laguner - Bor Thor
Turen til Bor Thor starter med halvanden times sightseeing i bil gennem bjerge og skove mod Phang Nga og Ao Leuk. Mangroveskoven er mindre her, men der er stadig mulighed for at se store varaner, aber og sjældne fugle. Udflugtens højdepunkt er Hua Tho Cave samt flere andre grotter og laguner, som kan udforskes. Her kan du tilmed se gamle hulemalerier direkte fra kajakken.
Hvis du holder dig tæt til guiden, kan du få svar på dine spørgsmål om dyrelivet, planterne og de smukke stenformationer samt hulemalerierne. Omkring frokost serveres et lokalt måltid, efterfulgt af et lille hvil, inden dagen fortsætter med flere oplevelser i kajakken.


Den traditionelle livsstil og homestays – lokale oplevelser i Krabi
Krabi-provinsen er hjem for en stor mangfoldighed og mange små landsbyer, der byder på interessante homestays. Derfor kan det være værd at overveje et homestay eller en udflugt til provinsens lokalsamfund. Samfundsturisme er en ideel måde at opleve Krabi på og samtidig kanalisere økonomi ud til områder, hvor rejsende ellers sjældent kommer – alt imens du får indsigt i den traditionelle livsstil og kultur.
Her finder du små landsbyer beboet af både thai-buddhister, thai-kinesere og thailandske muslimer, som har levet side om side i århundreder. Du kan også besøge den lille ø Koh Klang, hvor traditionelle muslimske fisker- og landbrugssamfund stadig præger hverdagen i små familielandbrug.
Koh Klang og Krabi 's traditionelle livsstil
Koh Klang er en lille charmerende ø, hvor der stadig leves et beskedent og simpelt liv. Øen ligger langt fra de steder, hvor de fleste turister kommer, og her er kun en smule samfundsturisme. På Koh Klang lever man hovedsageligt af fiskeri og små landbrug til egen forsyning med løsgående husdyr som ænder og høns. En spændende udflugt, hvor du kan opleve det traditionelle liv i Syden – langt fra det moderne og travle Thailand.
Turen til Koh Klang starter med en kort køretur til molen og derfra en tur med longtail-båd til øen. Ved ankomsten mødes man af en lokal “taxa”, som kører det sidste stykke til landsbyen. Her bliver man budt indenfor og får et indblik i det enkle hverdagsliv – en autentisk oplevelse af den sydthailandske kultur og livsstil uden turismen.
Man kan deltage i landsbyens daglige opgaver, for eksempel hjælpe med at lave Mudmee Tie-Dye batik på tekstiler eller bruge naturlige farver til at male et postkort. Farverne fremstilles på gammeldags vis med bark fra mangrovetræer, blomster og blade.
Mens tekstilerne tørrer, kan man lære at lave fladbrød, roti og nyde en hjemmelavet sydthailandsk frokost – en god husmandskost, som thailænderne selv spiser. Man kan også se forarbejdningen af Khao Sang Yot, en særlig sydthailandsk tradition for brune, spirede ris, der bruges i de lokale køkkener. Kort sagt, man får mulighed for at deltage i hverdagens gøremål.
Efter frokosten går turen videre med longtail-båd til Koh Klangs vilde mangroveskov. Her, i grænsen mellem land og vand, hører man om økosystemets betydning for landsbyerne, og hvad der kan fanges og udnyttes. Man kan også opleve noget af det rige dyreliv i mangroven.


Smukke Ao Luek og homestay i Krabi væk fra turismen
I det nordlige Krabi ligger distriktet Ao Luek. Det er ikke et område, man som besøgende vil bo i, da der er langt til spisesteder, markeder og badestrande. Men det er et område, man bør opleve for sine smukke landskaber og fredelige atmosfære væk fra turismen. Ao Luek er en skjult perle med en vild mangrove, storslåede omgivelser og rige naturressourcer.
Man møder sin guide og oversætter på hotellet, hvorefter turen går mod Ao Luek. Undervejs gøres et stop ved en orkidégård, hvor der dyrkes hjemmehørende orkidéer. Herefter fortsætter turen med en longtail-båd gennem mangroveskoven til et orkidébevaringsprojekt, der beskytter vilde orkidéer.
Til frokost serveres Khao Kluk Kapi, en lokal ret med stegte ris i frisk rejepaste fra områdets rejer. Efter frokost bliver du kørt til det lille, lokale hotel.
Herefter følger en rundvisning i landsbyen, hvor tre befolkningsgrupper – thailandske buddhister, sino-thailændere og thailandske muslimer – har levet side om side i mere end 100 år. Her kan du opleve det smukke sydthailandske batikhåndværk og selv prøve at lave batik som en souvenir. Aftenen er på egen hånd, og der serveres aftensmad.
Efter morgenmad på hotellet opleves området fra kajak. Du sejler gennem mangroveskoven, forbi grotter og gamle hulemalerier. Turen går også forbi et lokalt havbrug med opdræt af fisk og tang. Efter oplevelserne på vandet returnerer du til landsbyen, hvor der serveres en frokost med autentisk sydthailandsk husmandskost.
Efter frokost siger du farvel til dine værter og fortsætter din rejse videre eller retur til Krabi.


Khao Pra-Bang Khram National Park og Wat Tham Sua – Tiger Cave Temple
En udflugt til nogle af provinsens klassiske højdepunkter og rolige oplevelser i Krabi. Dagen starter med en tur ind i Khao Pra-Bang Khram Nationalpark, som er kendt for sin store diversitet, især blandt fugle. Over 320 fuglearter er blevet observeret i dette lille reservat, heriblandt flere sjældne. Der findes også omkring 30 forskellige arter af reptiler, så hold øjnene åbne og prøv at få øje på noget af dyrelivet.
I nationalparken går man en rolig tur gennem mangroven og sumpområdet, indtil man når de kendte laguner “Blue Lagoon” og “Emerald Pool”. Her bliver der tid til en forfriskende dukkert, nogle billeder og en pause til at køle ned, inden turen fortsætter.
Det næste stop er Krabi Hot Springs, hvor der typisk er mere roligt. Her kan man slappe af i det terapeutiske, saltholdige mineralvand med temperaturer på helt op til 42 grader. Den naturlige kilde menes at have flere sundhedsmæssige fordele, særligt for huden.
Dagens sidste stop er det kendte Wat Tham Sua, bedre kendt som Tiger Cave Temple blandt udlændinge. Templet ligger på toppen af et bjerg, og det kræver intet mindre end 1260 trin at nå toppen. Udsigten og den imponerende Buddha-statue er dog det hele værd. På toppen kan man også observere munkene og deres daglige liv ved templet.


Nysgerrig på en rejse med masser af oplevelser i Krabi?
Overvejer du at rejse til Krabi eller Sydthailand? Bambus Rejser kan hjælpe med en rejse fyldt med oplevelser i Krabi. Uanset om du søger en simpel rejse med et godt resort i Krabi, eller om du vil kombinere den med andre destinationer i Thailand, kan jeg hjælpe. Jeg har også mange flere resorts til gode priser, end du finder på siden.
Krabi kan kombineres med et øhop, for eksempel til Phi Phi og Phuket, eller med en specialrejse langt fra de kendte egne af Sydthailand. Mangler du inspiration og ved ikke helt, hvad du søger, kan du finde mere inspiration til Krabi her – ellers er du velkommen til at ringe eller skrive, så vi kan tage en uformel snak om mulighederne.
Telefon 70 40 42 45
Email post@bambusrejser.dk