Socialt Ansvarlige Rejser
Socialt ansvarlige rejser - en holistisk tilgang
Ansvarlig turisme og ansvarlige rejser er et nærmest uudtømmeligt emne. Dette skriv handler derfor om Bambus Rejsers grundprincipper og tiltag. Har du spørgsmål om ansvarlighed i forbindelse med din rejse, er du altid velkommen til at ringe eller skrive.
Bambus Rejser har en holistisk tilgang til socialt ansvarlige rejser. Bæredygtighed er mere end blot CO2-aftryk og flyrejser. Det betyder ikke, at CO2-udledningen skal underkendes, men emnet er langt mere komplekst. Ansvarlig turisme er et fælles ansvar mellem rejsebureau og forbruger. Det er et tankesæt, man bør have med sig gennem hele rejsen – fra køb til hjemkomst.
Det handler om at tage højde for økonomiske, sociale, kulturelle og miljømæssige forhold på rejsemålet. Denne helhedsorienterede tilgang er grundlaget for Bambus Rejsers socialt ansvarlige rejser.
Ansvarlige samarbejder – lokale partnere og bæredygtige oplevelser
Bambus Rejser samarbejder med en lang række små lokale operatører – specialister med et indgående kendskab til deres område, hvor pengene bliver lokalt. De leverer ofte de bedste oplevelser og service og inddrager samtidig lokalsamfundet, så turismen gavner dem direkte. Vi stiller altid krav om, at vores gæster bidrager positivt til de samfund, de besøger.
For at sikre kvalitet, punktlighed og ansvarlighed vægtes low-impact tourism højt. Bambus Rejser samarbejder kun med partnere, der tager ansvar for lokalsamfund og miljø, samt ansætter guider på helårsbasis. Det sikrer stabil indkomst og forsørgelse – også i lavsæsonen.
Bambus Rejser bidrager ikke til børnehjems- og slumturisme eller frivillig turisme (voluntourism), da disse former ofte har negative konsekvenser.
Vi anerkender, at visse seværdigheder er et must, men mange steder findes fuldgode – og ofte bedre – alternativer væk fra masseturismen. Rejser til mindre besøgte områder er oplagte, når man tænker på ansvarlig turisme. Her samarbejder Bambus Rejser med specialister, der skaber arbejde og økonomisk udvikling, hvor det ellers ikke ville være muligt.
Ansvarlige resorts og homestays – turisme med positivt aftryk
Bambus Rejser tilbyder ingen all inclusive eller full board, da det er vigtigt, at pengene fordeles uden for hotellerne og understøtter lokale spisesteder, caféer, barer og restauranter. All-inclusive-konceptet skaber ofte mindre levende destinationer med færre lokale spisesteder, butikker og et svagere kulturliv – hvilket på sigt gør destinationen mindre attraktiv.
Bambus Rejser benytter sig primært af resorts, der driver deres hoteller ansvarligt. Deres miljøindsats fokuserer på CO₂-reduktion, spildevandsrensning, affaldssortering og energibesparelse. Mange engagerer sig også i lokalsamfundet gennem strandoprydninger, genopbygning af koralrev samt beskyttelse og bevaring af lokalt dyreliv. Nogle støtter desuden socialt udsatte unge eller handicappede med uddannelse og job. Det er ikke altid muligt at vælge disse resorts på alle destinationer, men de prioriteres, hvor det kan lade sig gøre.
I mindre besøgte områder kan der være længere mellem disse resorts. Her er bidraget dog mindst lige så vigtigt, da turismen skaber arbejdspladser og indkomst, hvor den ellers ikke ville eksistere. Bambus Rejser tilbyder også homestays, hvor værtsfamilierne får en indkomst, som ellers ikke ville findes. Her er maden og oplevelserne inkluderet, for et ægte hjemmelavet måltid kan ikke undervurderes.
Dyrevelfærd på rejsen – en ansvarlig tilgang fra alle parter
Bambus Rejser benytter kun arrangører, der tager et stort socialt ansvar. De forstyrrer ikke dyrene unødigt, fodrer ikke vilde dyr og efterlader ingen unødige aftryk i naturområder. Low-impact tourism er essentielt.
Dyr i menneskelig varetægt, uanset om de er domesticerede eller vilde, skal have de bedst mulige leveforhold og mulighed for at udføre deres artsspecifikke adfærd. Alle vores gæsters oplevelser skal være dyrevenlige, ansvarlige og bæredygtige, så de kan nydes med god samvittighed. Desværre holdes stadig tusindvis af dyr i fangenskab på grund af efterspørgslen fra turistindustrien. Det ønsker Bambus Rejser ikke at støtte.
Derfor finder du ingen elefantridning, -badning eller -shows, ingen delfinshows eller udflugter, hvor vilde dyr fodres. Vilde dyr skal opleves i naturen, hvor de hører til, eller på reservater, der lever op til de højeste standarder for dyrevelfærd.
Vilde dyr i turistindustrien kan ikke afvikles fra den ene dag til den anden. Derfor vil fokus være på oplevelser i det fri, rehabiliteringsprojekter og støtte til realistiske, men dyrevenlige løsninger. Bambus Rejser anerkender, at vilde dyrs behov aldrig kan opfyldes fuldt ud i fangenskab, men at de heller ikke altid kan sættes tilbage i det fri.
Flyrejser - meget mere komplekst end CO2-udslip
Rejser handler om oplevelser, perspektiv og at gøre verden til et lidt bedre sted. Din flyrejse bidrager til arbejdspladser og indkomst, også i områder, der ikke ser mange besøgende eller har store indtægter fra turismen. Bambus Rejser hjælper gerne med forslag til gode projekter.
CO₂-udledningen på verdensplan er en udfordring, men at stoppe med at flyve løser ikke problemet. Hvis vi ophører med at rejse til Sydøstasien, vil millioner miste deres livsgrundlag. Store dele af regionen ville udvikle sig til udkantsområder med få muligheder for de lokale, og den økonomi, udvikling og oplysning, som turismen bringer, ville gå tabt.
Desværre er CO₂-kompensation i luftfarten ikke særlig transparent. Derfor anbefaler Bambus Rejser, at du kompenserer for flyrejsen, men ikke nødvendigvis før rejsen er overstået eller via et konventionelt klimakompensationsprogram. Det vigtigste er at vælge det, der betyder noget for dig – måske det, der gav dig den største oplevelse på rejsen eller gjorde størst indtryk.
Var vådområder din største oplevelse, så støt verdens vådområder, som forsvinder i en uhyggelig fart. Ifølge Mekong River Commission er 90 % af verdens vådområder forsvundet siden 1700-tallet, og en tredjedel af verdens truede dyr er afhængige af dem. Disse økosystemer forsvinder tre gange hurtigere end skovene.
Hvad du støtter – HIV/aids-smittede og påvirkede børn på Phuket, gadehunde i Thailand, vådområder, hajer eller et elefantreservat – er mindre vigtigt. Det afgørende er at støtte. Derfor anbefaler Bambus Rejser, at du vælger det, der har rørt dig på rejsen eller været en stor oplevelse.
Ønsker du at rejse med et rejsebureau med fokus på ansvarlig turisme
Vil du rejse med et personligt og dansk rejsebureau, der prioriterer ansvarlig turisme? Kontakt Bambus Rejser, og lad mig hjælpe den rette rejse.
Jeg kan hjælpe med meget mere, end du ser her på hjemmesiden. Start eventuelt med at udforske ansvarlige resorts i Thailand, øhop mellem smukke øer eller specialrejser langt fra de mest besøgte egne.
Har du spørgsmål eller brug for sparring? Ring eller skriv – jeg hjælper gerne og med mange flere destinationer og rejsetyper.
Ring på 70 40 42 45
Email post@bambusrejser.dk