Oplevelser i Bangkok og det centrale Thailand
Oplevelser i Bangkok og Thailands hjerteland
Bangkok er en fantastisk destination for spændende udflugter og oplevelser i byen og det centrale Thailand. Her får du ikke alene hele byen og alt, hvad den byder på, men også nem adgang til det centrale, historiske Thailand. Området er Thailands kulturelle og historiske hjerteland, og her finder man de vigtigste byer og gamle hovedstæder fra mere end tusind års historie. Det er derfor værd at planlægge nogle ekstra dage i Bangkok, hvis du vil tæt på Thailands kultur og historie.
I oplandet omkring Bangkok ligger spændende byer og områder, som slet ikke får den opmærksomhed, de fortjener. Her er et væld af muligheder for at opleve de frodige centrale sletter, hvor floder og landbrugsjord gav Thailand sit kulturelle og historiske udspring – buddhismens fødested i Thailand, områder med UNESCO-kulturarv og meget andet. Der findes også mange oplevelser inden for Bangkoks grænser, blandt andet gamle historiske distrikter, kanaler langt fra turister og livet på vandet.
Her finder du en række forslag til anderledes oplevelser i Bangkok og oplandet omkring byen. Bambus Rejser kan dog hjælpe med mange flere oplevelser i og omkring Bangkok, end du ser her. Tag på sightseeing på cykel, oplev byens grønne lunge, eller besøg det populære Mae Klong Railway Market og det flydende marked i Amphawa. Bambus Rejser kan hjælpe med at planlægge dine udflugter.
Husk, at Bambus Rejser benytter ansvarlige samarbejdspartnere, der tager højde for natur, miljø og lokalsamfund. Derfor kan du nyde dine oplevelser i Bangkok uden bekymringer og blot nyde dagene.
Bangkoks kanaler og vandveje
Bangkoks kanaler er en af byens største attraktioner. Så hvorfor ikke tage med på en udflugt til de fjerne kanaler og vandveje, væk fra turisterne, til der, hvor de lokale lever på vandet – en livsstil, der har kendetegnet Bangkok i århundreder?
Bangkok er en labyrint, og livet på vandet er en tidslomme – en rejse til Bangkok langt fra den moderne metropol, som turister normalt ser. Men det kræver, at du sejler ud af byen og mod forstæderne, væk fra de mest besøgte og overfyldte kanaler.
Tag med på en tur til forstæderne, hvor Bangkok findes på vandet, og oplev det uforstyrrede og afslappede Bangkok. Her er kontrasterne tydelige – vandet er renere, livet går langsommere, turisterne er væk, og stemningen er lokal med huse på stylter i vandet, som da byen blev grundlagt.
Tag med Bambus Rejser og oplev Bangkok fra vandsiden. Se, hvordan thailænderne i generationer har brugt kanalerne og vandvejene. Sejl med din guide forbi huse på pæle, sejlende sælgere og hverdagslivet på vandet – og oplev folk på vej til templet, markedet eller skolen. Selv postvæsenet opererer stadig på floderne.
Nyd en rolig dag på vandet, og kom tæt på livet i Bangkoks kanaler. Se de mange typer af både – fra flodtaxaer og longtail-både til små kanoer og sampans, der glider afsted i roligt tempo. Brug en dag på at mærke atmosfæren og opleve Bangkoks charmerende, indbydende livsstil langt fra storbyens puls.


Nationalarven Khlong Maha Sawat
Thailænderne har altid levet langs floder og kanaler, og vandet har en enorm betydning for kulturen. Der er en god grund til, at vandet og floderne spiller hovedroller i tai-kulturernes vigtigste højtider såsom Songkran og Loy Krathong. Selvom mange forbinder Thailand med smukke, tropiske øer, er tai’erne flodfolk og har altid levet ved og på vandet.
Overvej derfor, om det ikke kunne være interessant at bruge en dag på at opleve livet omkring nationalarven Khlong Maha Sawat – en 28 kilometer lang, menneskeskabt kanal, udgravet under kong Rama IV’s regeringstid i 1859. Kanalen åbnede i 1860 og er i dag registreret hos Thailands Fine Arts Department som national kulturarv. Den blev anlagt som en vigtig transportvej, der forbandt byer, landsbyer samt flere floder og kanaler – og er stadig i brug.
Få oplevelsen med det lokale tog og udsigten til både forstæder og landlige omgivelser, mens du kører ud af Bangkok. Ved ankomst ligger molen i gåafstand, hvorfra du sejler ud og begynder oplevelserne på kanalen. Undervejs gøres der stop ved en af de lokale lotusblomstgårde eller åkandegårde, hvor de vigtige ceremonielle blomster dyrkes. Her kan du hjælpe med at plukke blomster, folde lotusblomster til tempelceremonier og prøve de små både, der benyttes.
I løbet af dagen bliver der også tid til at lave de populære riskiks og nyde en god frokost. Derudover sejler du ud til en af frugtplantagerne, hvor du kan opleve de tropiske frugttræer og få lækre smagsprøver. Resten af dagen går med at nyde en rolig sejltur, landskaberne og livet langs kanalen.
Sidst på eftermiddagen sejler du tilbage til molen og bliver kørt til dit hotel.


Oplev Bangkoks kystlinje, fiskeri, industri og livet uden turisme
Bangkoks kystlinje er nok ikke det første, du tænker på. Det gælder for de fleste. Her finder du ingen smukke strande eller kendte attraktioner, og netop derfor er det et oplagt sted at udforske. Du får mulighed for at opleve Bangkok på en helt anden måde.
Lidt uden for Bangkok kan du tage på en unik udflugt og opleve en kyststrækning uden turister. Her møder du det liv, som helt almindelige thailændere lever i udkanten af byen, og oplever nogle af landets vigtigste industrier. På cykelturen langs kysten ser du fiskerihavnen og det vigtige fiskerierhverv. Du kommer også forbi en af verdens største muslinge- og østersfarme.
Du oplever produktionen af et af Thailands livsvigtige produkter – den berømte fiskesauce. En oplevelse, hvor du virkelig får brugt sanserne, omgivet af store mængder fisk og skaldyr, der fermenterer i kæmpe kar i månedsvis. En duftoplevelse, du aldrig glemmer. Der bliver også tid til et stop ved det lokale fiskemarked. Det er en dag i hverdagslivets tegn – et indblik i det liv, de fleste thailændere lever, og de færreste turister ser.
Senere besøger du mangrovebevaringscentret og den nærliggende mangrove, hvor tusindvis af flyvende hunde holder til. Du får mulighed for at smage lokale specialiteter og opleve det traditionelle stenskærerkunsthåndværk, gamle templer og helligdomme. Undervejs hører du også historier og fortællinger om området.
Det er en dag, hvor du oplever det ægte Bangkok, som de færreste gør. Den samlede distance på cykel er omkring 28 kilometer med flere stop i roligt tempo, men en minivan følger med, hvis du har brug for en pause.


Thonburi – Bangkoks gamle lokalsamfund
Thonburi er en del af Bangkok, beliggende på den vestlige side af Chao Phraya-floden. Det er en af Bangkoks ældste bydele og blev grundlagt, før hovedstaden blev flyttet til Bangkok. I en kort årrække var Thonburi hovedstad efter Ayutthaya, indtil den blev flyttet til Rattanakosin-øen i 1782, hvor det historiske Bangkok stadig befinder sig. Derfor starter dagen med et besøg ved helligdommen til ære for Thonburi-æraens eneste konge, Kong Taksin.
Thonburis isolation på vestbredden har bevaret flere af de gamle lokalsamfund. Bydelen er spændende, hvis du vil tættere på de forskellige kulturer – thailandsk, kinesisk og muslimsk. Thonburi er sågar hjem til Kudee Jeen, det eneste gamle portugisiske lokalsamfund i Bangkok. Med dit besøg støtter du direkte Kudee Jeen-samfundet, så de har ressourcer til deres Children Development Center for de mindste børn.
På turen til Thonburi oplever du gamle templer fra Ayutthaya-riget og den tidligste Rattanakosin-periode. Turen går også til Bangkoks ældste moské og områdets kinesiske helligdomme. Når du kommer til Kudee Jeen-samfundet, vil du opleve deres smukke kirke. Der bliver også tid til en lille pause med kaffe eller en kold drik ved deres museum – et spændende sted, der viser den portugisiske historie i Thailand.
Turen slutter med et af Thailands oversete templer og den smukke Chedi, bygget under Kong Rama III af Rattanakosin-riget. Chedien er blevet anerkendt af UNESCO for det imponerende arbejde med dens bevarelse.
Turen tager omkring fire timer og slutter tidligt på eftermiddagen. En guidet tur gennem Thonburi er en af de oplevelser i Bangkok, hvor du for alvor kommer tæt på byens enorme diversitet og små lokalsamfund.


Streetfood og madoplevelser i Bangkok – Yaowarat eller Thonburi
Streetfood-ture er blandt de mest populære oplevelser i Bangkok – og med god grund. Byen er et mekka for madglade rejsende og bugner af spændende madoplevelser. Det mest populære område er Yaowarat, ofte kaldet Chinatown, hvor du kan prøve den lokale streetfood. Området er fascinerende med de mange mennesker, store oplyste skilte, boder og den livlige atmosfære.
På en guidet tur får du også mulighed for at besøge lokale helligdomme, men højdepunktet er selvfølgelig at smage forskellige thai-kinesiske retter. En guidet tur kan anbefales af flere grunde. Udvalget af boder og mad er enormt, og det kan være svært at vide, hvor og hvad man skal prøve. Samtidig er det spændende at få en introduktion til det, du spiser.
Men Yaowarat er ikke det eneste sted, hvor du kan tage på en streetfood-tur. I modsætning til det internationale og livlige Yaowarat finder du en helt anden stemning i Thonburi. Her ligger også et thai-kinesisk lokalsamfund med masser af god streetfood. Stemningen er roligere og mere lokal med færre mennesker og turister. Hvis du vil på en guidet streetfood-tur i en mere afslappet atmosfære end i det neonoplyste Yaowarat, er Thonburi oplagt.


Oplev Bangkoks umulige busser og oversete attraktioner
Bangkoks busser er byens mest umulige og forvirrende transportform, og derfor ser du ekstremt sjældent turister ombord. Så hvorfor ikke kombinere den mest besværlige transportform med byens oversete attraktioner – og opleve Bangkok, som de færreste gør?
Brug formiddagen med din guide på en udflugt til det livlige Bangrak Market, hvor thailænderne handler, og hvor du kan finde alt inden for frisk frugt, grønt, blomster og anden mad. Fra Bangrak kører du videre med bussen til en ældre del af det thai-kinesiske lokalsamfund, hvor du kan prøve specialiteten “curry puffs” og se distriktets ældste kinesiske helligdom.
Herefter går turen videre med bussen til Little India i stedet for Chinatown, hvor du kan opleve det thai-indiske samfund – en interessant og overset del af Bangkok. I Little India kan du gå i de små gader, købe snacks, statuer af indiske guder, få en kop te og se Sikh-templet, som er over 100 år gammelt.
Nær Little India findes The Old Siam, et gammelt, men renoveret indkøbscenter, hvor stueetagen er fyldt med thailandske desserter og specialiteter. Her er din guide guld værd, når det gælder forklaringer på, hvad de mange lækre sager er – og det kan varmt anbefales at købe godt ind.
Endnu en gang går turen videre med bussen til Bangkoks store blomstermarked, Pak Khlong, som myldrer med liv – et oplagt sidste stop på turen.
Turen varer omkring fire timer og er oplagt, hvis du vil opleve Bangkok på en anderledes måde med byens oversete attraktioner og de kaotiske busser.


Siams hovedstad og verdensbyen Ayutthaya
Ayutthaya var Thailands hovedstad fra 1351 til 1767. På sin storhedstid var det en af verdens største og vigtigste handelsbyer. Byen toppede med mere end en million indbyggere og var større end europæiske storbyer som London og Paris. Ayutthaya var et af verdens store handelscentre, hvor handlende fra hele Asien kom, og hvor flere europæiske stormagter havde handelspladser. Riget besad en enorm rigdom og var fyldt med store, smukke templer og paladser. Perioden betragtes som Thailands guldalder.
Desværre fik byen og guldalderen en brat ende. I midten af 1700-tallet blev riget flere gange invaderet af burmeserne. Til sidst, i 1767, blev byen plyndret og brændt ned efter en 14 måneder lang belejring, hvilket afsluttede mere end 400 år som Thailands hovedstad.
I dag rummer den historiske ø imponerende ruiner af templer og paladser, der vidner om dens storhed. Ayutthaya er stadig en fascinerende oplevelse, især hvis du interesserer dig for historie og templer. Byen er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste – for selvom ødelæggelsen var et stort tab, er det stadig en rejse tilbage i tiden.
Du kan opleve Ayutthaya på flere måder. Hvis du har tid til at rejse rundt, kan et par dage i byen anbefales med ophold på et lille, hyggeligt gæstehus. Du kan leje en tuk-tuk på timebasis og opleve byen i dit eget tempo. På den måde får du også mulighed for at besøge Ang Thong nord for Ayutthaya. Har du mindre tid, er byen og de grønne omgivelser perfekte at udforske på cykel med vinden i håret. Du kan også bo hos en lokal familie under et homestay, hvis du ønsker en mere autentisk oplevelse. Bambus Rejser kan hjælpe med det hele.


Ang Thong – Thailands risskål
Nord for Ayutthaya ligger landbrugsdistriktet Ang Thong. Området er kendt som Thailands risskål og har gennem århundreder forsynet de centrale byer med ris. Her kommer der praktisk talt ingen udenlandske turister. Når du forlader Ayutthaya og kører nordpå, vil de eneste besøgende ved seværdighederne være thailandske turister.
Ang Thongs landskab består af rismarker, der strækker sig i kilometervis. De centrale, frodige sletter har gennem århundreder forsynet Thailands befolkning og kongeriger med mad på bordet – eller rettere ris i skålen. Derfor byder området på et væld af spændende oplevelser. Her finder du også gamle kunsthåndværk, templer og livlige markeder.
Dagens første stop er Ban Bang Sadet Court Doll Center, et lille projekt startet og støttet af kongen og dronningen efter en oversvømmelse i 1975. Formålet var at hjælpe lokale landbrugsfamilier med at skabe en ekstra indtægt uden for landbruget. Den dag i dag fremstilles her små “hofdukker” af ler, der symboliserer hverdagen og landbrugslivet i Thailand.
Næste stop er et af områdets traditionelle trommeværksteder, hvor du oplever produktionen af håndlavede trommer til ceremonielle formål. Du vil også se de mange flettede kurve, som Ang Thong er kendt for.
Dagen byder også på imponerende templer og seværdigheder. Du vil se Thailands største Buddha, som måler 93 meter i højden og 65 meter i bredden – den ottende højeste statue i verden. Ved templet får du en af de mere bizarre tempeloplevelser i Thailand. Turen fortsætter til en gammel tempelruin med Thailands længste liggende Buddha, der stammer fra Sukhothai-perioden – Thailands første rige.
Dagen afsluttes med et besøg på et lokalt marked, hvor du får tid til at nyde frokosten.


Historiske Nakhon Pathom og landlig idyl
Nakhon Pathom er en af de mest betydningsfulde historiske byer i det centrale Thailand, men overses ofte, selvom den har stor religiøs og kulturel betydning. Byen betragtes som landets ældste og buddhismens fødested i Thailand, markeret med verdens største Chedi. Det var her, buddhismen blev introduceret, da en indisk konge sendte munke for at udbrede troen i det område, der i dag er Thailand.
Området omkring Nakhon Pathom er lige så spændende. Gennem århundreder har landskabet ændret sig drastisk som følge af oversvømmelser og udtørringer af Tha Chin-floden, hvilket har skabt en enorm frugtbar landbrugsjord. Derfor tilbringes en stor del af dagen på cykel gennem de smukke, landlige omgivelser, hvor du passerer rismarker samt frugt- og blomsterplantager i hundredvis.
Ved Tha Chin-floden holder du en pause for at nyde udsigten, en kop kaffe og måske en lille snack. Herefter går turen videre til det imponerende træudskæringsmuseum, hvor du ser de mest detaljerede udskæringer og mærker stoltheden over det traditionelle kunsthåndværk.
Du fortsætter gennem plantager og rismarker til et tempel, der er kendt for sine “magiske” tatoveringer. Her bliver der også tid til en god, lokal frokost, inden turen går videre gennem landlige omgivelser med de varierede afgrøder på de små gårde.
Dagens højdepunkt er ankomsten til Nakhon Pathom. Wat Phra Pathom Chedi er verdens største Chedi og klassificeret som et af Thailands vigtigste templer – en ære, der kun tilfalder landets fineste.
Cykelturen er omkring 35 kilometer i roligt tempo med flere pauser til at nyde omgivelserne. En minivan følger med som backup.


Vil du opleve Bangkok og det historiske Thailand?
Bambus Rejser kan arrangere mange flere udflugter og oplevelser i Bangkok, end dem, du ser her – både i og omkring byen. Jeg kender byen indgående og har lavet en guide med inspiration og tips til Bangkok, og jeg hjælper med gode hoteller i interessante bydele til attraktive priser.
En rejse med oplevelser i Bangkok og det centrale Thailand kan let kombineres med Thailands østkyst, som i sig selv byder på stor variation – og destinationer som smukke Koh Samet, kystprovinsen Rayong eller et Koh Chang-øhop. Du kan også slutte ferien i Hua Hin på gode strandresorts, en ferieby fyldt med muligheder – eller Bangkok kan være en del af en spændende rundrejse i Thailand.
Telefon 70 40 42 45
Email post@bambusrejser.dk