Den hanioske mur – verdens længste mosaikvæg
Oplev Vietnams historie i et langt kunstværk
Elsker du at opdage små og skæve oplevelser, der bringer dig tæt på lokal kultur, hverdagsliv og historie? Så skal du måske besøge verdens længste mosaikvæg.
Hvis du søger en af Hanois skjulte seværdigheder og samtidig vil opleve kunst i Hanoi, kan dette være en sjov og anderledes oplevelse. Måske endda en halv dags udflugt på egen hånd, hvor du også får flere kendte attraktioner med på turen. Så Tag dig tid til at opleve den hanoiske mur – verdens længste keramiske mosaik. Den næsten fire kilometer lange væg strækker sig fra fredelige West Lake til det pulserende Hanoi langs Dyke Road, en af byens mest befærdede gader.
I 2010 fejrede Hanoi sit 1000-års jubilæum. Trod krige og invasioner, kejserlige omvæltninger og politisk tumult har Hanoi stået fast. Med ruiner fra perioder så langt tilbage som det 7. århundrede ved Thang Long-kastellet, kunne byen rolig fejre 1000 år. Derfor blev der skabt et fire kilometer langt keramisk kunstværk, der indkapsler Hanois og Vietnams historie.
Netop dette gør oplevelsen sjov for historie- og kulturinteresserede, som måske også har haft en hyggelig dag i potte- og keramiklandsbyen Bat Trang. Men husk den Hanoiske mosaikmur, er ikke en af Hanois store eller klassiske seværdigheder, men en af de små sjove for dem, der vil prøve noget anderledes.
Hvad skal du vide om Hanois store offentlige kunstprojekt?
Først skal du vide at offentlig støttede kunst i Vietnam er en sjældenhed. Kunstprojektet blev skabt af Nguyen Thu Thuy, der står bag Guinness verdensrekorden for den største og længste keramiske mosaik. Det tog hele 5 år fra tegnebræt til den færdige mur, der kortlægger over 6.000 års historie og kultur i det Røde Flods delta.
Med en samlet længde på 3850 meter og et areal på 6.950 m² (cirka en fodboldbane) tog det tre år at lægge millionvis af små keramiske fliser og som udgør verdens længste mosaikvæg. Mosaikvæggen er lavet af keramiske tesserae, som er et produkt fra Bat Trang.
Tænk på de tre års arbejde, når du går i varmen langs den travle og larmende vej. På en af byens travleste veje har kunstmuren bragt smil frem hos hanoi-borgere og vil fortsætte med det i det næste årtusinde. Muren fungerer som en levende guide til Vietnams historie. På vej fra Hanoi Noi Bai lufthavn kan du måske spotte muren nær West Lake. Verdens længste mosaikvæg kan være den første seværdighed, du oplever på din rejse til Hanoi.
Vej til Hanois mindst kendte seværdighed og højdepunkterne på ruten
Vil du opleve kunstprojektet og verdens længste keramiske væg? Kombinér det med nogle af Hanois mere kendte seværdigheder. Begynd ved Hoan Kiem-søen i hjertet af Hanoi. Besøg Ngoc Son-templet via den Røde Bro og nyd udsigten til det ikoniske Skildpaddetårn. Templet er dedikeret til en række historiske figurer, herunder general Tran Hung Dao. Generalen er kendt for at have besejret mongolerne i det 13. århundrede, og du ser ham helt sikkert på mosaikken. Når det nu alligevel handler om Hanois og Vietnams historie.
På sydsiden af Hoan Kiem-søen, med udsigt mod Hanois gamle kvarter i nord, er du på vejen P. Hang Khay. Herfra går du til højre mod øst og følger den store vej. Efter blot 500 meter ser du Hanois Operahus. Opført mellem 1901 og 1911 under den franske kolonitid er operaen et eksempel på neoklassisk fransk arkitektur med imponerende vægge og detaljer. Et perfekt sted til et feriebillede på vejen.
Når du passerer Hanoi Operahus, skal du have det på din højre hånd, og efter et par hundrede meter når du Vietnam National Museum of History. Hanois nationalhistoriske museum er måske ikke blandt Hanois bedste museer, men det er værd at gøre et kort stop. Nyd den kølige aircondition, mens du dykker ned i Vietnams historie og lærer om de mange slag og invasioner, som Hanoi og Vietnam har gennemgået gennem tusinde år. Det giver dig en dybere forståelse af mosaikken og gør hele oplevelsen endnu mere interessant.
Søger du mere klassisk inspiration til Hanoi og byens museer, så læs her.
Bag muren byder mosaikværket på mere end en skjult oplevelse
Efter Vietnams Nationalhistoriske Museum, er turen kommet til Hanois skjulte seværdighed og verdens længste mosaikvæg. Et facinerede eksempel på kunst i Hanoi. Fra museet kan du skimte muren på en travl og trafikkeret vej, hvilket gør oplevelsen endnu mere tosset og Hanoi-agtig. Jeg spurgte personalet på Nationalmuseet om vej, men selvom de arbejdede lige ved muren, havde de aldrig hørt om væggen – en påmindelse om, hvor overset seværdigheden er. Men du skal blot ligeud, når du har Hanois operahus i ryggen og igennem et af små åbninger der leder op til mosaikværket.
Kunstværket starter i den sydlige ende med scener af sværd og krigere, der afspejler Vietnams tidligste historie, som tydeligvis var turbulent med masser af magtkampe. Som du går nordpå vil du blive i stand til at genkende mere af historien med søslag, invasioner og krige. Langs vejen viser mosaikken berømte seværdigheder som One Pillar Pagoda, Flagtårnet i Hanoi, den Japanske Bro i Hoi An og kejserbyen i Hue.
De mange små åbninger i muren gør oplevelsen på det smalle fortov og kaotiske vej endnu bedre. Her kan scootere komme sussende ind og ud, så vær opmærksom, men det giver også adgang til en anden side af Hanoi og en skjult attraktion. Gå gennem et par af de små passager i muren og find en helt ukendt side af Hanoi for turister. Her finder du små caféer til de obligatoriske kaffepauser og det lokale liv.
Som du bevæger dig nordpå, vil Hanois gamle kvarter dukke op på venstre hånd. Verdens længste mosaikvæg er en af Hanois skjulte seværdigheder og et spændende eksempel på kunst i Hanoi. Perfekt for dem, der søger noget anderledes og vil tættere på Vietnams historie.
Vil du opleve Hanoi som andre ikke gør det?
Undertegnede bag Bambus Rejser har mange besøg i Vietnam under bæltet og mere end 10 års personlig erfaring med landet. Bambus Rejser brænder for ansvarlig og bæredygtig turisme samt slow travel, hvor du får sjælen med.
Vil du rejse til Vietnam og for alvor opleve landet, så kontakt Bambus Rejser og få et tilbud på en personlig udformet rejse ud fra dine ønsker. Bambus Rejser hjælper med alle dele af rejsen og giver også gode og anderledes tips til turen.
Telefon 70 40 42 45
Email post@bambusrejser.dk