Bananer i Thailand – kultur, religion, og madlavning i Sydøstasien
Bananer og bananplantens alsidighed i Sydøstasien
Lad os først få klarlagt nogle grundlæggende fakta om bananplanter og bananer i Thailand og Sydøstasien. Bananplanten er en stor plante, ikke et træ, hvilket er tydeligt, når man ser på den. Selvom mange måske tror, at bananer stammer fra Sydamerika eller Afrika, er deres oprindelse faktisk Sydøstasien, en misforståelse skabt af mærker som ‘Chiquita’..
De små, søde thailandske bananer er af sorten Pisang Awak og har faktisk deres oprindelse i Thailand. Denne populære banansort er i dag udbredt i hele Sydøstasien, og bananen og bananplanten findes overalt i fastlandsregionen. I Danmark spises bananer som frugt, mens bananplanten i Thailand og Sydøstasien bruges bredt, især i madlavning.
I Sydøstasien er bananplanten er en regulær “superplante,” da hele planten har mange praktiske formål. Udover at bananerne, så er selve bananblomsten også spiselig og er en regulær superfood der bruges som en grøntsag. Bananplanten og særligt bladene har også mange anvendelser i hverdagen og spiller ligeledes en vigtig rolle i religion og spiritualitet, samt ved ceremonier og buddhistiske templer.
Selvom Thailand i dag er et moderne og udviklet land, hvor bananplanten og bladenes anvendelser bliver benyttet mindre. Så er denne hverdagsbrug og alsidighed brug stadig meget tydelig i lande som Laos og Cambodja.
Bananer og bananplanten i Sydøstasiens madlavning
I Thailand og resten af Sydøstasien spises bananer naturligvis som de er, men i Laos og Cambodja er grillede bananer også populære. Ved små vejsideboder grilles bananer uden skræl, ofte sammen med rødbeder og andre rodfrugter. De nydes som en hurtig snack, ofte sammen med klisterris-snack som Khao Gee. En anden populær måde at nyde de thailandske bananer ved at dyppe dem i en sød dej og stege dem i olie, hvilket resulterer i en lækker godbid kendt som Kluai Khaek, eller steg dem i tynde skiver til banan-chips.
Bananplanten er dog mere end bare bananer; både bananblade og bananblomster spiller en vigtig rolle i madlavningen i Sydøstasien. I både Thailand, Laos og Cambodja bruges bananbladene til “mok”-retter, hvor fisk, bambusskud eller andre ingredienser dampes eller grilles i bananblade sammen med krydderier og krydderurter. Bananblade anvendes også til at lave den populære laotiske pølse Moo Yaa, kendt som Chả lụa i Vietnam, der bruges i Banh Mi baguettes. Pølsen dampes, indpakket i stramt rullede bananblade.
Bananbladene er også essentielle i fremstillingen af “som moo”, hvor svinekød fermenteres i bananblade med chili, hvidløg og krydderurter. Denne fermentering giver kødet en sødlig og syrlig smag, som er essentiel i flere laotiske retter, som den sprøde rissalat Naem Khao. Derudover bruges Bananblade også i en række thailandske desserter, hvor de fungerer som indpakning, mens desserterne dampes eller grilles. Sådan kan man næsten blive ved og konkludere at bananbladene næsten er vigtigere end banan i de Sydøstasiatiske køkkener.
Du kan læse mere om nogle af de spændende laotiske og nordøstthailandske retter her.
Bananblomsten: en superfood i thailandsk og laotisk madlavning
Udover bananer og bananblade bruges bananblomsten også i thailandsk og sydøstasiatisk madlavning. Blomsten kan roligt betragtes som en superfood. Den indeholder et utal af vigtige mineraler, samt E- og C-vitaminer og er rig på fibre. Bananblomsten bruges grøntsag, ikke blot i Thailand men også flere andre lande i Sydøstasien. Som grøntsag indgår blomsten i flere retter og bliver ofte revet, så den let kan spises rå. At den er fiberrig kan nemlig let mærkes når man forsøger at tygge bladene rå.
Blomsten anvendes blandt andet i den laotiske ret Naem Khao, hvor den bliver revet serveres i salatblade sammen med rissalat og krydderurter. I Naem Khao anvendes både bananblomsten, men også bananbladene, der bruges til at fermentere svinekødet i, i Som Moo, som er en del af retten. Bananblomsten indgår også i Khao Poon, en laotisk karrysuppe, der også er populær i Thailand, især i Isaan-regionen. Retten serveres ofte til højtider og fest, hvor familie og venner er samlet, og har en vis forbindelse til fest, glade stunder og højtider. Begge retter er populære i både Laos og Isaan.
Bananblade og bananer i hverdagen i Thailand og Sydøstasien
Bananer og bananblade spiller en vigtig rolle i hverdagen i Thailand og resten af Sydøstasien. De thailandske bananer er billige, og uden for de største turistområder ser man ofte tuktuk-chauffører med en lille klase bananer hængende. De fungerer som en hurtig, billig og lækker snack, man kan nyde mellem kunder eller på farten.
Bananblade bruges som indpakning på markeder i Thailand og Laos, da de isolerer og absorberer væske bedre end plastik. Desværre mindskes brugen af bananblade som indpakning, i takt med at landene bliver rigere, selvom de er effektive og miljøvenlige alternativer. Bananblade kan også fungere som underlag ved en hurtig frokost på farten under enkle forhold.
Hvis du er på en længere transfer gennem Thailand, er det en god idé at bede chaufføren om at stoppe ved en af de mange vejsideboder. De findes overalt i Sydøstasien. Her kan du købe friske bananer og andre friske frugter, grøntsager og meget andet. Peg på en bod og sig “Klu-a-i” med tre stavelser (banan på thai), og chaufføren vil forstå, at du vil lave et lille køb. Husk, at nogle bor ved boderne i flere dage, indtil alle varerne er solgt, så undlad at prutte om prisen – de lever for små penge.
Blot nogle få eksempler på, hvordan bananer og bananblade er en integreret del af hverdagen og madkulturen i Thailand, Laos og resten af Sydøstasien.
Bananer og bananplanter ved højtider og religiøse fester
Bananer, bananblade og bananplanter spiller også en vigtig rolle i både ved religiøse højtider i Thailand og Sydøstasien. Ved højtider Loy Krathong, som fejres i både Thailand og Laos, bruges næsten hele bananplanten. Her bruges næsten hele bananplanten; stammen, som er både let og holdbar, anvendes som base i de små flydende kurve, der sættes ud på floderne. Kurvene dekoreres med foldede bananblade, blomster, stearinlys, røgelsespinde og små ofringer som ris, før de sættes ud på floderne.
Ved tempelbesøg i Thailand og Laos medbringes ofte ofringer som bananer og ‘Bai Sri’, dekorationer foldet af bananblade. Bai Sri er små tårne lavet af bananblade og dekoreret med blomster, typisk hvide jasminblomster. Og en Bai Sri benyttes i mange forskellige ceremonier ved både templer, højtider og særlige begivenheder.
De spiller bl.a. en central rolle i ceremonier som “Bai Sri Su Kwan,” der genopretter åndelig balance og styrke. En velkomstceremoni i mange små byer og landsbyer i Isaan og Laos, hvor en Bai Sri også benyttes. Her deltager værterne når en vigtig person besøger eller rejser, eller ved bryllupper eller andre vigtige begivenheder. Bananplanten og dens blade er dermed dybt integreret i Tai-kulturen, ligesom de også bruges ved andre sydøstasiatiske højtider.
Både bananer, bananblade og hele bananplanten har derfor en enorm betydning og er tæt forbundet med madlavning, kultur, højtider, religion og spiritualitet i Thailand, Laos og Sydøstasien. Der er ikke mange aspekter af livet, hvor planten ikke indgår på den ene eller anden måde.
Nysgerrig på en rejse til Sydøstasien?
Hos Bambus Rejser kan jeg hjælpe med at planlægge og skræddersy netop den rejse, du drømmer om. Uanset om du ønsker en ferie med ro og afslapning på Thailands strande eller et klassisk øhop, kan jeg tilbyde præcis det, du søger. Jeg hjælper også gerne med spændende rundrejser i Thailand og rejser til Isaan, som nævnt flere gange.
Uanset hvad du er nysgerrig på, står jeg klar til at hjælpe dig. Vil du udforske Vietnams storslåede højdepunkter eller opleve det glemte Cham-rige langt fra de gængse turistområder? Jeg arrangerer også rejser til både Cambodja og Laos.
Kontakt mig i dag, og lad os starte planlægningen af din næste rejse. Det er helt uforpligtende.
Telefon 70 40 42 45
Email post@bambusrejser.dk